Billeder fra 9 plejehjem – et møde med varme, nærvær og stærke medarbejdere

I foråret og sommeren 2025 fotograferede jeg 9 plejehjem i Faaborg-Midtfyn Kommune. Over 2.000 billeder af hverdag, engagement og omsorg.
Som fotograf har jeg i løbet af foråret og sommeren 2025 haft fornøjelsen af at besøge 9 plejehjem i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Her har jeg taget over 2.000 billeder, hvor stemninger, hverdagsøjeblikke og medarbejdernes store engagement er blevet fanget i et ærligt og varmt udtryk.
Formålet
Formålet med opgaven har været at skabe opdaterede billeder til kommunens brug – både til intern og ekstern formidling. Undervejs har jeg oplevet en hverdag fyldt med smil, grin, små øjeblikke af nærvær og en dyb respekt mellem medarbejdere og beboere. Det har gjort stort indtryk på mig, og det er længe siden, jeg har mødt så mange dedikerede og omsorgsfulde mennesker på én gang.
Diskret og med respekt
Jeg har forsøgt at arbejde diskret og med respekt – og har lagt stor vægt på, at billederne både viser det smukke i hverdagen og det faglige engagement, der præger personalet. Det har været vigtigt for mig, at beboerne ikke står i centrum af billederne, men derimod de ansatte, som fortjener at blive set og anerkendt.
Står I og mangler billeder til jeres organisation? Kontakt mig for et uforpligtende tilbud.



